Hverdagen hos os

På Klarahus bestemmer man selv.

Vi ved godt, at der er stor forskel på mennesker, og derfor må man selvfølgeligt godt sove længe om morgenen, gå sent i seng, spise sine måltider når man er sulten og så videre og så videre. På den anden side kan vi så godt lide, at der er et rart og hyggeligt fællesskab omkring måltiderne, og det er mange af vores beboere heldigvis enige i.

Man har sin egen lejlighed, helt som hvis man boede i enhver anden form for almennyttigt boligbyggeri, dog med den forskel, at der på Klarahus er en stab af dygtige og velmotiverede medarbejdere, som hjælper med det der er svært. Vi gør hvad vi kan for at skabe en hyggelig atmosfære, og holder af at der generelt er en god stemning på Klarahus. Klarahus er ikke en arbejdsplads med beboere tilknyttet, men et hjem med medarbejdere tilknyttet.

Vi har aktiviteter næsten hver dag, som man kan melde sig til, men man kan naturligvis også vælge sit eget selskab. 
Under alle omstændigheder gør vi, hvad vi kan for at Klarahus' beboere oplever, at livet går videre som før bare i nye rammer.