Aktiviteter

Klarahus har to fastansatte aktivitetsmedarbejdere, som sørger for, at der er næsten daglige aktiviteter.

Derudover har vi en stab af deltidsmedarbejdere, som typisk er i gang med videregående uddannelser, som sørger for hygge, god stemning og aktiviteter i weekenderne og om eftermiddagen. Vores aktivitet finder sted enten på afdelingerne, i vores aktivitetscenter Klara eller uden for Klarahus. 

Klara ligger på 8. etage og har en af Nørrebros bedste udsigter, og her er der banko-arrangementer, levende musik og altid kaffe på kanden.

De Gamles By lægger også op til spadsereture, rare stunder på Klarahus' terrasse, sansehave eller bænke i det grønne område. Der sker altid noget i De Gamles By. Samtidig ligger der fire plejecentre klods op ad hinanden i De Gamles By. Det giver rigtig gode muligheder for at besøge hinanden og gøre brug af alle enhedernes faciliteter. Det giver også muligheder for at knytte venskaber på tværs af plejecentrene.

Klarahus råder over tre busser, og vi tager jævnligt på ture. Her er det kun fantasien der sætter grænsen for udflugtsmålet.